fredag den 15. januar 2010

Santa Teresa


Vi havde i et stykke tid snakket med vores venner Carmen og William om at tage en weekend til Santa Teresa. Nu skulle det være – ned til den tropiske varme. Først kørte vi til Santa Maria i bus. Derfra gik det videre en smal grusvej over bjergene til Santa Teresa. Stedet er kendt for sine gode thermalske bade Cocalmayo. Vi nåede ud i badene både fredag aften og lørdag morgen – det var rigtig dejligt. Man skal dog huske at passe på sandfluerne.


Dagen efter tog vi videre til Quillabamba, da selve Santa Teresa by ikke har så meget at byde på ud over nogle smukke omgivelser. Her boede vi en nat. Man kunne godt mærke at byen ikke er turistet.

Lige over middag søndag gik turen tilbage mod Cusco og det blev en tur som vi nok ikke glemmer lige med det samme. Normalt tager det ca. 7 timer, men vores tur tog ca. 23. En flod var blevet voldsom stor og havde smidt en masse store sten på vejen. Efter en lang nat i bussen var floden heldigvis blevet mindre og vi kunne til sidst forsætte vores hjemrejse.

Det er ikke regnson for ingenting :)

onsdag den 6. januar 2010

Nytår 2009



Til Nytårsaften havde vi inviteret vores peruanske venner Wiliam og Carmen til middag. De ville spise rigtig sent, så vi indgik et kompromis med kl. 21. William kom direkte fra Amazonas hvor han er guide.


Vi startede selvfølgelig før – vi åbnede en flaske champagne kl. 18, så vi kunne skåle med danskerne da der er 6 timers tidsforskel. Vi skulle også høre nytårstalen.
Vi havde linet 3 retter op som blev spist med velbehag:
Tigerrejer på spyd
Flæskesteg
Frugtsalat med råcreme

Vi fik en rigtig hyggelig aften og Mette tvang os til at se 90 års fødselsdag på youtube. I Peru bringer gult held nytårsaften, så vi havde købt nogle gule blomster og hatte.



Til midnat skulle vi op på taget og skåle. Peruanerne har en skik med at spise 12 vindruer indenfor 1 minut – jeg spiste vidst lidt flere. Vi fik set fyrværkeri, men på trods af at vi har en fantastisk udsigt fra taget er det nok mere imponerende derhjemme. Det virker som om at de køber al ragelsen hernede.

Festen sluttede ved 2-3 tiden – det er vel passende for folk i vores alder :)

Godt nytår fra Peru!