onsdag den 26. maj 2010

Santiago og Påskeøen

For anden gang i år satte vi kursen mod påskeøen – sidste gang blev flyene derud fra Santiago aflyst pga. jordskælvene. Det var Mettes store drøm at komme derud, så forsøgte endnu en gang. Som bonus kunne vi også besøge vores kære venner i Santiago.


Vi havde et par dage i Santiago – her nåede vi at komme lidt rundt i byen og komme på vingård (Chiles største vinhus Concha y Toro) Mange kender sikkert vinen hjemmefra. Nede i vinkælderen Casillero del Diablo hilste vi også på djævlen. Concha y Toro gemte nogle af sine bedste vine dernede, men da han opdagede at nogle af vinene forsvandt satte han det rygte i gang at djævlen boede dernede. Derefter kunne han have sine vine i fred.



Vi fik også hygget lidt med Caroline, Antonio og lille Valdemar inden at turen gik videre.

Rapa Nui

Små 4000 kilometer fra fastlandet ligger påskeøen (Rapa Nui) – Det skulle eftersigende være verdens mest afsidesliggende sted og måske derfor har det stor tiltrækningskraft på mange mennesker. Øen er da også et fantastisk sted med tropisk klima og mange arkæologiske steder. De mest kendte er Moai statuerne. Der er næsten 1000 af dem omkring på øen, men desværre blev de fleste væltet i stammekrige og andre er hentet af museer rundt om i verden. Heldigvis har de rejst nogle af dem op igen - de er ganske imponerende.

.

Vi fik spist lækker fisk alle dagene - især den lækre tun. Den første aften dristede vi os dog til at bestille de største hummere nam nam. Det var trods alt meningen at mit frieri skulle have foregået på påskeøen - så det kunne vi fejre igen :)

Den første hele dag på øen havde vi bestilt en rundtur så vi kunne komme rundt og se på de forskellige seværdigheder.

Imponerende var det at se stenbruddet hvorfra de lavede de forskellige statuer - hvordan de så har fået dem rundt på øen bagefter kan der kun gisnes om.

Næste dag tog vi en tur rundt på egen hånd da det ikke var muligt at leje cykler den dag. Vi fik set flere Moais og fik kravlet ned i nogle huler.

Det var rigtig dejligt at nyde solnedgangen ved statuen sammen med en kølig flaske hvidvin.

Sidste dag kunne vi lige nå nogle ting inden at vi skulle flyve tilbage til Santiago. Mette overtalte mig til at tage en taxi ud til de 15 moai for at nyde solopgangen. Derefter tog vi en taxi ud til nogle andre serværdigheder "fuglemandskulten.

Her ligger også den smukke vulkan Rano Kao

Alt i alt havde vi nogle fantastiske dage på Påskeøen og det var hele turen værd.
Da vi kom tilbage til Santiago kunne vi lige nå nogle flere vinsmagninger. Caroline og Antonio tog os både med til Casas del bosque og Indómita. To meget forskellige vingårde.



Vi havde en super tur til Chile og Påskeøen - mange tak til Caroline, Antonio og Valdemar for Jeres gæstfrihed og hyggelig samværd. Vi håber at se Jer i Danmark :)

tirsdag den 16. marts 2010

Chile

Vi havde set længe frem til vores drømmerejse til Santiago og Påskeøen. Mette har altid drømt om at komme derud…..så hvorfor ikke J Det startede også fint med 12 timer i Lima – vi brugte bl.a. tiden på at prøve en fin fiskerestaurant (la rosa nautica) Derefter gik turen videre mod Santiago – efter 1 times flyvning ind over Chile ramte jordskælvet og flyet kunne ikke komme i kontakt med lufthavnen i Santiago. Derfor var vi nødt til at vende om til Lufthavnen i Lima. Efter mange timers venten og kaos fik vi tildelt 2 nætter på Hilton – ikke dårligt. Vi benyttede dog ikke så meget af hotellet da vi brugte det meste af tiden i lufthavnen. Efter 2 dages venten kom vi med første fly til Santiago (vi skulle dog ordne indrejsepapirerne, da terminalen i Santiago ikke var brugbar). Da vi landede i Santiago var medierne tilstede og vi fik vores bagage ude ved flyet. Derefter kom vi videre med bus ind til byen.

Jeg tror at Caroline var lidt overrasket da vi pludselig stod udenfor lejligheden.



Kirke i Santiago efter jordskælvet.


Hyggeligt restaurant i Cajón de Maipo.....ja der hvor de laver masser af vin :)


Endnu en hyggelig restaurant i Cajon de Maipo. Vi havde lejet en hytte samme sted.



Fra vores hytte kunne vi trekke en times tid til dette smukke vandfald.


Vi nåede aldrig påskeøen på denne tur. Heldigvis fandt vi en af statuerne i Viña del Mar.


Vi nød det lækre vejr i Chile og nåede da også på stranden i Viña del Mar.


Sådan ser man ud når man lige har besluttet at gifte sig. Vi kom ikke nærmere påskeøen i denne omgang, men med lidt fantasi kunne vi skimte øen langt ude i solnedgangen.


Vi skulle naturligvis også på vinsmagning i Casa Blanca Valley: www.williamcolevineyards.com

Her står vi sammen med Carolines skønne søn Valdemar. Dette var en tur som vi aldrig glemmer - mange tak for din gæstfrihed Caroline.

tirsdag den 23. februar 2010

The Condor Lodge



Man behøver ikke at tage helt til Arequipa for at se de majestætiske kondorer. Vi har fundet en lodge i Apurimac kløften hvor der er rig mulighed for at se de smukke fugle. Det kan klares på 2 dage fra Cusco, så vi var afsted i weekenden. Lodgen ligger i fantastiske omgivelser i bjergene.



DAG 1:
Tidlig om morgenen kørte vi afsted i vores 4 hjulstrækker. Undervejs spiste vi tidlig frokost på en lokal restaurant (det kan jeg godt vænne mig til). Efter cirka 3½ times kørsel fra Cusco ankom vi til Ccocha lagunen (det sidste stykke af vejen er ikke asfalteret). Her begyndte en hyggelig tur til hest i to timer omtrent til det højeste punkt på vores tur Ccoyamarca. På vejen var der mulighed for at tage nogle smukke billeder af det fantastiske landskab med udsigt til sneklædte bjerge. Derefter begyndte en stejl og bugtende nedstigning mod lodgen. Her kunne vi endelig slappe af før der blev serveret en hyggelig middag på lodgen. Hvis der er klar himmel er der mulighed for at se en fantastisk stjernehimmel med både teleskop eller det blotte øje. Herude er der ingen lysforurening og mælkevejen skulle være betagende. Desværre havde vi overskyet, så næste gang :)



DAG 2:
Efter en tidlig mogenmad vandrede vi op til Condor lodgens udsigtsplads, hvorfra der er en utrolig udsigt over Apurimac kløften. Normalt kommer kondorerne rimeligt tæt på udsigtsposten, men vind og vejr kan gøre at de tager en anden rute. Det er kun sket to gange de sidste 3 år at folk har ventet forgæves.... og det var desværre hvad der skete for os denne dag. Vi så dog en kondor senere fra lodgen. Eftersom vi ikke så nogle kondorer fra udsigtspladsen har ejerne invireret os tilbage en anden gang.



Efter en frokost tilbage på lodgen kom vi på en ca. 2 timers ridetur ned gennem Kondor ruten, som passerer Antilla floden (og der var langt ned nogle steder skulle jeg lige hilse og sige). Efter lidt ventetid i Landsbyen gik turen hjemover. Det første lange stykke er ikke asfalteteret og man forstår godt at det er nødvendigt med 4 hjulstrækker :) Efter en lang dag var vi tilbage i Cusco ved 22 tiden, men vi glæder os til at komme igen en anden gang.



Hilsen fuglekiggerne.....

mandag den 8. februar 2010

Moray og Salineras

Vi har i disse dage besøg fra Danmark, da Jakob og Marsha er kommet til Peru. Derfor tog vi i søndags på udflugt til Moray og Salineras. De har heldigvis bragt det gode vejr med og solen har skinnet fra en næsten skyfri himmel de sidste par dage.



Moray er et stort, cirkelformet kompleks med terrasser, hvor inkaerne menes at have testet diverse planter og afgrøder for at kunne optimere landbrugsproduktionen. Der er ca. 100 meter til bunden.

Derefter tog vi videre til Salineras de Maras.

Salineras de Maras er blevet brugt gennem århundreder til saltudvinding. Det er et ganske imponerende syn og saltudvindingen går fra generation til generation. I tørsæsonen er det hele kridhvidt.


Vi gik fra Salineras ned til Urubamba, hvor vi fik frokost. Derefter tog vi en coloctivo hjem - dejlig dag :)



Huhej hvor det går.....

fredag den 15. januar 2010

Santa Teresa


Vi havde i et stykke tid snakket med vores venner Carmen og William om at tage en weekend til Santa Teresa. Nu skulle det være – ned til den tropiske varme. Først kørte vi til Santa Maria i bus. Derfra gik det videre en smal grusvej over bjergene til Santa Teresa. Stedet er kendt for sine gode thermalske bade Cocalmayo. Vi nåede ud i badene både fredag aften og lørdag morgen – det var rigtig dejligt. Man skal dog huske at passe på sandfluerne.


Dagen efter tog vi videre til Quillabamba, da selve Santa Teresa by ikke har så meget at byde på ud over nogle smukke omgivelser. Her boede vi en nat. Man kunne godt mærke at byen ikke er turistet.

Lige over middag søndag gik turen tilbage mod Cusco og det blev en tur som vi nok ikke glemmer lige med det samme. Normalt tager det ca. 7 timer, men vores tur tog ca. 23. En flod var blevet voldsom stor og havde smidt en masse store sten på vejen. Efter en lang nat i bussen var floden heldigvis blevet mindre og vi kunne til sidst forsætte vores hjemrejse.

Det er ikke regnson for ingenting :)

onsdag den 6. januar 2010

Nytår 2009



Til Nytårsaften havde vi inviteret vores peruanske venner Wiliam og Carmen til middag. De ville spise rigtig sent, så vi indgik et kompromis med kl. 21. William kom direkte fra Amazonas hvor han er guide.


Vi startede selvfølgelig før – vi åbnede en flaske champagne kl. 18, så vi kunne skåle med danskerne da der er 6 timers tidsforskel. Vi skulle også høre nytårstalen.
Vi havde linet 3 retter op som blev spist med velbehag:
Tigerrejer på spyd
Flæskesteg
Frugtsalat med råcreme

Vi fik en rigtig hyggelig aften og Mette tvang os til at se 90 års fødselsdag på youtube. I Peru bringer gult held nytårsaften, så vi havde købt nogle gule blomster og hatte.



Til midnat skulle vi op på taget og skåle. Peruanerne har en skik med at spise 12 vindruer indenfor 1 minut – jeg spiste vidst lidt flere. Vi fik set fyrværkeri, men på trods af at vi har en fantastisk udsigt fra taget er det nok mere imponerende derhjemme. Det virker som om at de køber al ragelsen hernede.

Festen sluttede ved 2-3 tiden – det er vel passende for folk i vores alder :)

Godt nytår fra Peru!